Lidt om teknikken koldglas

Det at arbejde med koldglas betyder, at man skærer glasset og dekorerer det mens det er koldt. Efterfølgende sammensmeltes glasset (kaldes fusing) i en speciel glasovn. Hvis det er fade, lysestager eller lignende man laver skal det efterfølgende ”formes”. Her lægges det sammensmeltede glas på en form og kommes i ovnen igen. Denne proces kaldes slumpning (smelte ned i form). Der kan også smeltes ned over en form.

Jeg arbejder primært i bullseyeglas, hvor der fås et hav af forskellige varianter, både gennemsigtige og gennemfarvede. Generelt er det glas med meget klare og flotte farver. Det anvendes til fremstilling af figurer, fade, fyrfadsstager m.m.

Jeg arbejder også lidt med floatglas (almindeligt vinduesglas), her er udgangspunktet klart glas, hvor man så dekorerer med farver, metaller (eks. kobber, messing) m.m. Floatglas giver nogle spændende muligheder for at kombinere glasset med farver, metaller m.m., og man ved aldrig helt hvordan det færdige resultat bliver. Det kan anvendes til glasbilleder, huse, ”vindues-vaser”, fyrfadsstager, fade m.m.

Desuden anvender jeg noget der populært kaldes smykkeglas (hedder dicroix). Dette bruger jeg ofte i kombination med bullseyeglasset i forbindelse med smykker. Jeg kan også finde på at anvende det i forbindelse med figurer.

Det er muligt at lave personlige ting ved enten at skrive en tekst på glasset med guld, eller der kan formes en metaltråd og lægges mellem to stykker glas.

Ovnen hvor glasset smeltes sammen

Brænding
Når man brænder glas er man nødt til at styre temperaturen. Ved sammensmeltning skal man op på en temperatur mellem 770-830 grader afhængig af typen af glas, hvor tykt glasset er og hvor hårdt det ønskes smeltet sammen. Ved nogle temperaturområder vil glasset springe/gå i stykker, hvis der sker et for stort temperaturudsving for hurtigt. En brænding tager 20-24 timer! Det er primært fordi nedkølingen skal foregå meget langsomt, specielt fra 540 grader og ned til under de 100 grader, her anbefales det at temperaturen max. må falde med 50 grader pr. time.